17. dag - Søndag i sol
- Anne Jensen
- 14. maj 2018
- 2 min læsning
Egentlig havde vi forventet regn fra omkring middag, så formiddagen skulle udnyttes ude, ikke i en bil på tur. Vi besluttede os for først at GÅ op og handle, da trafikken i denne weekend har været ret tæt, nærmest stillestående, oppe på gaden, og man har jo sine gode ben og rygsæk.
Muligvis er det "skiftedag" for flere på pladsen, for her var godt nok travlhed på de små gader. En tysk familie med en stor campingvogn fik stoppet hele den centrale gade på pladsen. Uanset hvor meget han bakkede og forsøgte at svinge vogntoget ind på den lille sidegade, hvor de nu havde udset sig en plads, så lykkedes det ikke.
Ved morgenkaffen havde vi netop talt om, at Du Parc, som vores plads hedder, efterhånden huser rigtig mange mennesker og at det faktisk er noget af et kunststykke at få det hele til at glide uden nævneværdige problemer. Hele "infrastrukturen" af veje, rengøring, forsyninger af fødevarer, velfungerende købmand og restaurationer, kloaker der ikke stopper, arealer der ikke oversvømmes af regn osv, osv, det skal bare fungere, når så mange mennesker er samlet på så tæt hold.
Og tilsyneladende så fungerer det - og med campisternes ferieoverskud, så udlignes udfordringerne. Systemet retter sig gnidningsløst til og alle kan se meningen med at tilpasse sig det lille samfunds skrevne og uskrevne regler, badetiden, så den ikke forstyrre rengøringen på badeværelserne, at hjælpe hinanden, når vognene skal ind og stilles op og tålmodigt vente på at "tyskeren" får frakoblet sin vogn og "movet"den på plads og generelt at være large og overbærende, social, venlige og rummelige.
Dét er da interessant, hvad dét er, der gør, at når vi frakobler hverdagens liv, tilkobler campinglivet og flytter tæt sammen under langt mere primitive forhold, så opfører vi os alle sammen langt mere som den bedste udgave af os selv. Et studie i et minisamfund af overskud og fordragelighed.
Turen gik i første omgang op til nogle af butikkerne med vin og olivenolie. Det er lækre produkter, der sælges hér. Også cremer og sæber baseret på de lokale råvarer af oliven og citroner frister. Jeg købte lidt luksus.
Indkøbslisten blev fulgt i "Spar" og hjem gennem Lazise's gader til vores gode plads.
Eftermiddagen brugte jeg på en en rundtur med kameraet. Det er tid til lidt fotos af Gardasøen, Du Parc og de smukke omgivelser på og nær pladsen. Solen strålede faktisk det meste af dagen. Til aften fik vi lidt regnbyger igen. Jeg fik roser i kameraet - fra mig fra mig - det er jo mor dag.

















Comments