top of page

18. dag - Besøg Bardolino

  • Forfatters billede: Anne Jensen
    Anne Jensen
  • 15. maj 2018
  • 2 min læsning

Bardolino ligger tæt på Lazise og på en god dag tager et ca 15 min. i bil at køre hertil.

Mange tager turen på cykel.

Rigtig mange har cykler med på campingferie. Det kunne jeg også godt tænke mig.

Vi har nogle gange vores gode cykler med, når vi camperer i Danmark, men vi prioriterer vægten anderledes, når vi kører til Italien.

Vi møder motionscyklister i højt tempo, der erfarent kører såvel inden om bilisterne i kø eller uden om, cyklister på el-cykler, italienere på ganske almindelige cykler, der helt sikkert har erfaret, at det er er hurtigere at komme frem på cykel end i bil.

Vi ser også blomsterbuketter i vejkanten, der vidner om en sorg og et tab, formentlig fra en alvorlig cykelulykke og vi er enige om, at det er farefuldt at tage turen på cykel på lige netop hovedvejen rundt om Gardasøen.

Men, den perfekte, lette, foldbare elcykel kunne stadig være interessant at vide mere om.


Bardolino er en skøn by at besøge. Den er større end Lazise og med skønne gader fyldt med butikker, caféer, restauranter osv. Søpromenaden er lang og smuk og som i Lazise får man bare lyst til at slå sig ned med en kop kaffe og nyde synet af søen, færgernes færten og de nærmest tamme ænder, der vandrer rundt mellem turisternes ben i håb om at få en smule af det, der smuldrer ned på fliserne.

I alle borgbyerne rundt om Gardasøen er det ikke tilladt for os turister at køre ind i centrum af byen. Til gengæld er der ofte gode parkeringsmuligheder på de dertil indrettede parkeringshuse eller pladser og priserne er rimelige - og det er let at få betalt i automaterne, men altid smart at have kontanter med.

Jeg havde et mål med turen i dag - at finde en skindtaske til min datter - et let mål at få opfyldt i Bardolino og det lykkedes.

Vi har også før købt sko hér. Udvalget er stort, servicen er fantastisk og kvaliteten på italienske sko og tasker er altså bare i top.

Mellem slentreturene i gaderne nød vi naturligvis en ekstra stor kop cafélatte i forreste række til synet og duften af det blå vand.













Comments


  • White Facebook Icon
  • White Instagram Icon

© 2018 by Anne Jensen

bottom of page