20 års følgeskab
- Anne Jensen
- 1. jul. 2018
- 1 min læsning
I denne måned fylder jeg 55 år. Jeg blev uddannet i 1988, altså for 30 år siden. Året efter fik jeg mit første job inden for ledelse af daginstitutioner. Da var der små ledelsesteam, hvor jeg var på sidelinjen som souschef. 5-6 år efter gik jobbet for alvor over i ledelse og til næste år er det 20 år siden, at jeg fik min første lederuddannelse.
Opvokset i en familie hvor selvstændig ledelse og drift var levebrødet så falder det meget naturligt at agere som éns forældre og kopiere forståelse for arbejdsmoral og livssyn for at kombinere arbejde og livsværdier.
"At være leder er at æde lort og skide lagkage" sagde en topleder på et tidspunkt.
Sådan kan det faktisk føles. Drivkraften ligger i at kunne følge udviklingen fra bølgedal til bakketop - at kunne se udfordringerne som "gaver", næres af dem og føre dem til nye højder.
Det kan man kun, når man kan lede sig selv - og det kan man kun, når man har et godt fundament.
En del af mit fundament er et godt netværk bestående af 3 andre "gamle" ledere, som jeg sammen blev uddannet i ledelse med for næste 20 år siden. Vi mødes hver 2. - 3. måned og hér drøftes og sparres ledelse OG privatliv over god mad og et godt grin.
20 års følgeskab - det sætter jeg stor pris på.

Comments