top of page

Efterårsweekend i Ribe

  • Forfatters billede: Anne Jensen
    Anne Jensen
  • 19. okt. 2020
  • 4 min læsning

Den første weekend i oktober var varslet regnfuld og stormende. Det var derfor med spænding at vi drog afsted med campingvognen på krogen - både første og sidste tur med vognen uden for bygrænsen i år, begrundet i Covid-19 - vi valgte i maj en fastliggersæsonplads, når nu verden var af lave.

Jeg simpelthen elsker følelsen af at sidde i bilen ved siden af min søde mand, på vej på tur.

Ribe eller Rom, don't care, bare vi kommer afsted sammen.

Når det så lige blev Ribe, så var det med ønsket om at komme ud til vestkysten og naturen ved Vadehavet - og med det store håb at se "sort sol".

Vi passerede Storebæltsbroen med de mest dramatiske blå-lilla skyer over os og nåede Ribe ved 18-tiden, tjekkede ind i aftensolens stråler, fandt en god plads, satte vognen i vater, på med noget strøm, ind med vores bagage og SÅ afsted ud på diget ved Kammerslusen for at se solnedgangen og de smukke stæreflokke. Sammen med en flok andre naturtosser ventede vi forgæves på, at en rovfugl kom forbi for at jage de tusindvis af stære op fra deres hvile i de høje græsser og inderste sumpe. Dog uden held. Vi så fuglene i ro, mange, mange tusind fugle, vi så de mange græssende får på diget og vi så den smukke solnedgang ud over Vadehavet - men ingen "sort sol".

Hjem igen til ren hygge i campingvognen og "plastic fantastic". Man skal nok være bidt af en gal campingvogn for at forstå det. Vin i plasticglas, batterilys på bordet og sågar et par kunstige blomster har jeg fået sneget ind.....og det er hyggeligt :-)

Og med gulvvarme, varmt vand i hanerne, gasovn og køleskabet fyldt med gode råvarer, så startede vi en luksusweekend på Ribe Camping med god tid til os og dét vi sammen holder af, ro, smukke omgivelser og fotografering - samvær uden afbrydelser.







Lørdag startede med en bytur i Ribe. Tårne og gamle huse, vandmøllerne, der bruser vandet gennem åen i gadebilledet og ud forbi stormflodssøjlen, den smukke Domkirke med alle dens fantastiske detaljer og vinkler, storkereder på tagene, skønne gamle fortællinger på husene, brolagte stræder og virkelig smukke efterårsdekorationer på alle trappetrin. Der er noget for øjet i alle kroge af den gamle by.













Efterår.....








Parken ved Ribe Kunstmuseum.




Efter byvandringen tog vi ud til Kammerslusen. Slusen ligger ved udløbet af Ribe år. Et imponerende værk af to gange porte, der regulerer vandstanden og bringer skibene sikkert mellem de forskellige vandniveauer. Diget, som slusen ligge midt i, er 15 km langt og det fortælles, at inden diget og slusen blev bygget, så kunne stormfloder øge vandstanden med op til 4, 41 meter - de forskellige stormflods-vandhøjder er markeret på stormflodssøjlen inde i byen.









Søndag vågnede vi til fuld sol. Det havde regnet om natten og man sover fantastisk til lyden af regndråber på taget af campingvognen. I det hele taget sover jeg fantastisk, når vi er afsted med campingvognen, 8-10 timer mod de normale 5-6 stykker hjemme - krop pg sjæl melder fri. Der var mange andre campister på pladsen. Camping er et helårsfænomen, særlig når vi har de milde vintre. Vores vogn er dog ikke en helårsvogn, så vi plejer at tømme den og lade den stå i vinterhi fra nu og til forår. Camping forenkler livet. Man vågner, trasker mod toiletbygningerne med søvn i øjnene og strithår mens man hilser godmorgen til medcampisterne, dem der er ude for at lufte hunden, dem der allerede har været i bad, dem der er ved at pakke sammen eller fylde vand på tanken. Når man er klar til dagen, så handler det om prioritering af oplevelser og tjek på vejret - hele tiden lige et skridt foran vejret og det næste måltid - og så heller ikke længere. Jeg må lige fortælle lidt om pladsen. Servicebygningerne bød på meget smukke og ekstrem rene forhold. Her var alt, hvad man kunne behøve på en ferie. Vil man flere sammen afsted, så er der hytter i 3-4 kategorier af luksus, de bedste med eget spa-bad. Der er naturligvis også mulighed for at leje campingvogne eller benytte det sidste nye camping-påhit, glamping, som typisk er et luksus-telt med gulv, varme og rigtige senge gør det muligt for selv den største camping-forskrækkede at nyde friluftslivet. Der er badeværelser til familier, badeværelse til hunden, fælleskøkkener med alt udstyr til et kokkerering af et gourmetmåltid, udekøkkener i smuk muret pavillon, hundeskove, legepladser, swimmingpool, café, festlokaler, bondegårdsdyr osv.








Vi fortsatte vores Ribe-byvandring, da solen nu var en vigtig faktor for at få de smukkeste fotos med hjem af Domkirken - et krav fra datteren, der jo ofte omsætter vores oplevelser til smukke, tegnede by-plakater. Jeg for mit vedkommende elsker at finde finurlige vinkler og motiver og øver mig til stadighed i at få foto-teknikken til at lystre mit ønske og få omsat det med øjet sete til den ønskede tilstand.


















Søndag eftermiddag kørte vi en tur til Møgeltønder og gik en tur op ad gaden, kiggede ind af portene til Schackenborg og gik tur i parken. Efterårsfarverne, gule blade, blanke kastanjer og smukke skulpturer - så fint også at få besøgt denne lille by.
















Turen hjem gik over kystvejen og Højer Dige, forbi Rømø og Mandø, der må vente med et besøg til en anden gang.

Med et fortsat håb om at se "sort sol"sluttede vi igen dagen af nær diget og Ribe å.

Vi så mange fugleflokke, dog ikke lige i sollys og hobetal som karakteriserer oplevelsen.




Denne aften var fuglene så i stor stil flyvende helt ude ved diget og først da vi kom hjem og fik set på vores fotos, så kunne vi se de smukke flokke af "sort sol" ude i horisonten og aftensolen.



Mandag morgen igen et fantastisk vejr. Vi kørte igen ud til slusen og diget og fik den sidste friske luft i lungerne.





En dejlig forlænget weekend.






















Comments


  • White Facebook Icon
  • White Instagram Icon

© 2018 by Anne Jensen

bottom of page