Forårsferie dag 1, 2, 3 og 4 i Italien - maj 2023
- Anne Jensen
- 8. maj 2023
- 5 min læsning
Opdateret: 16. maj 2023
Efter en dejlig formiddag med fødselsdagsfejring af Alma 1 år kyssede vi farvel og satte kurs mod Gedser. Jeg tog den første tjans ved rattet og med vindstød af 22 m/sek. var det egentlig vildt nok trods alle de tekniske hjælpemidler en sådan vogn sætter ind med, når køresikkerheden udfordres. Vi tog færgen over sidst på eftermiddagen i storm og høj bølgegang, spiste et god måltid mad fra buffeten, shopper lidt og ved 18-tiden var det goddag til Rostock og Tyskland. Vi havde planlagt kørsel i 4-5 timer. Vi ville gerne så langt mod syd som muligt, da vi lørdag gerne skulle nå vores favorit-pitstop-campingplads i sydtyskland så tidlig som muligt.
Ved 21.30 tiden er temperaturen 19 grader, det begynder at styrtregne, så vi smutter ind på en rastepladskører blandt mange andre biler og lastbiler og hopper i seng.




Kl. 4.30 står vi op og kører videre. Planen er herfra at finde en tankstation og tage et godt morgen-kaffe-hvil. Vi gør holdt ved Hermsdorf ved 7-tiden. En kop morgenkaffe og et godt stykke rugbrød med ost, ud og strække benene og et toiletbesøg - et af disse, hvor du ligge mønter i en tallerken ved indgangen.....og de ligger der fint dagen igennem....ærlighed....man får, hvad man forventer.

Videre med kurs mod Nürnberg og München, som vi kommer fint rundt om før kl. 11.00. Jeg har altid et pejlemærke i Alliance Arena...når vi når dertil, så er vi godt på vej. Alliance Arena har forøvrigt også Autocamper-Stell-pladser. Dem skal vi prøve på et tidspunkt, for jeg vil mægtig gerne også se Areanaen - og gerne uden fodboldkamp, det er såmend kke dét, der trækker.
Kl. 11.45 lørdag 06.05.23 tjekker vi ind på Kaiser Camping, pladsen for foden af bjergene i Tyroler-tyskland med de smukkeste omgivelser, alt til faget hørende af rene toiletter, gode bruseforhold, gå- og cykelmuligheder, restaurant, unge børnefamilier, ældre fastliggere og alle os, der blot tjekker ind for et lille døgns hvile. Det er 5 år siden, vi var her sidst - og det føles seriøst som at komme hjem!
Jeg er jo noget royalt nysgerrig og må lige åbne for tv-transmissionen af Kong Charles kroning. Det bliver kun lige selve øjeblikket, hvor de tunge kroner sættes på hovederne af Hr og Fru Konge, mens vi spiser en rugbrødsmad - og så er det ud på opdagelse.
Denne gang har vi jo vores fantastiske el-cykler med, så vi cykler ud i de smukke omgivelser.
Lørdag aften spiser vi på pladsens restaurant. En tyrolerhytte med rødternede gardiner, blomstrende altankasser, tæt op af det brusende vandløb og med udsigt til bjerge og grønne marker. Vi får naturligvis Wienersnitzler og vel-skænket øl i ølkrus.
Søndag skal vi videre. Farvel til Kaiser Camping.
Vi "tømmer af". Ingen grund til at køre med unødige kilo i lasten. Østrig er kendt for sit skrappe reglementer, hvilket er godt for alles sikkerhed - og selvom vi er fuldstændigt tjekkede og har været på den store vægt i Roskilde inden afgang = vi har fuld styr på ikke at køre med overvægt (under 3500 kg), så ligger det allerede i autocamperblodet, at vi holder vægten mest muligt nede.
Vi giver os god tid og kører om den lille by Bad Feilnback for at tanke, inden vi når Østrig og Brennerpasset. Her er så charmerende, og var det ikke for målet "Italien", så kunne vi nemt have nyt et længere ophold her.
Navigatoren viser os af nogle spændende bjergveje mod Østrig og Innsbruck - smukt er det, omend vi gerne vil af de lidt mere autocampervenlige store veje. Vi skal åbenbart lære at få indstillet teknikken korrekt til "betalingsveje"osv. Jeg er ret sikker i at navigere efter bynavne og gammeldags kort, men Jimmy, som jo oftest får tjansen ved rattet, har behov for avisering af vejbaner osv. Efter lidt paniske trykken på alle muligheder lykkes det os at indstille teknikken og vi finder atter ind på de store veje.
Vi når Europabrücke og Brennerpasset og kørslen mellen de smukke bjerge sidst på formiddagen - der er sne på toppen af bjergene og synet er som altid storslået og magisk - Wau, hvor er her smukt!
Temperaturen stiger som sædvanlig nærmest pr kilometer og kl. 13.30 møder vi 28 grader - den er god nok, vi er i Italien!
Kl. 14.00 er vi fremme ved dagens mål, vingården Le Caldane.
Her er plads til 10 autocampere på deres stell-platzer i kanten af vinmarkerne. Her er også hotel og god restaurant, swimmingpools og dejlig have, hvis man er til dette. Og så naturligvis god vin i rigelige mængder til at smage, indtage til et godt måltid mad og købe med til senere fornøjelse. Vi kaster os sultne og tørstige over første Aperol på turen, en gang tapas-agtigt ret med skøn hvidvin til. Behøver jeg mon at sige, at vi føler os som verdens heldigste - sol, vin, smukke omgivelser og god mad - alt er gået op i en højere enhed.



Efter et godt måltid tager vi cyklerne frem og smutter 3-4 km ned til skønne og velkendte Lazise. Det er søndag, det er godt vejr og her er sort af mennesker. Vi går byen rundt og nyder gensynet - alt er tilsyneladende som det plejer. Vi cykler op til supermarkedet og får købt noget vand og sodavand - i varmen nytter det vist ikke kun at have adgang til vin.
Hjemme ved autocamperen igen slutter vi dagen af med lidt hygge og medbragt "fastfood" = tilsæt kogende vand og rør rundt.
Inden kl. er 22.00 er jeg parat til at lukke øjnene, så det gør jeg.
Kort efter vækkes jeg af bulder og brag. Det er tordenvejr over Gardasøen. Vi vidste godt, at der var vilde vejs-varsler, og netop derfor var vi taget hertil i stedet for området ved Trento, søen Levico, hvortil kursen oprigtig var lagt. Grundet de advarslende røde trekanter i dette område søgte vi lidt længere ned - man er vel outdoor-campistagtig og vant til at orientere sig :-) Efter et par vilde timer med lyn susende fra sky til sky og enkelte nedslag, så blev natten erstattet af regn og vi sov trygt og godt og længe til mandag morgen.
Mandag stå vi op til lidt regn, der dog hurtig stilner af.
Luften er frisk og forårsagtig og vi har den skønneste udsigt til bjergene, der omkranser søen.
Efter morgenmad vælger vi at gå en tur - vi trænger til at røre os - og vi gå op langs åen med de varme kilder, wellnessgården/parken med de termiske bade, kirken med det smukke tårn, som vi kan se på lang afstand og vi trasker Colá tyndt, drikker den velkendte skønne italienske kaffe på "vores" café og trasker hjemad igen for at nyde en god frokost på vingården.
Jimmy har set sig lun på deres bedste rødvin, og den indtager han sammen med Foccasiabrød, mens jeg snupper en salat og et glas hvidvin.



Vel tilbage ved vognen griber jeg chancen for at få ordnet lidt fotos, printe lidt til min fysiske dagbog og skrive lidt på bloggen her. Jimmy skyder lidt naturbilleder.
Vi sidder ude, det er er dejlig varmt som på en sommerdag hjemme i Dk - og sidst på eftermiddagen brager solen for alvor igennem, så vi slår markisen ud.
Fuglene kvidrer lystigt og kun et par hunde i det fjerne høres udover den italienske natur.
Dagen skal sluttes af med endnu et godt måltid på vingården. Mon ikke Jimmy går efter endnu et glas af den gode rødvin.
Sådan forløb denne første weekend i autocampisternes verden - vi synes selv, at det er fantastisk - vi behøver ikke mere for at være fyldt af glæde og tilfredshed, som jeg siger #liveterherlig
Comentários