Forårsferie dag 8, 9 og 10 i Italien - maj 2023
- Anne Jensen
- 17. maj 2023
- 3 min læsning
Fredag 12.05.23
Vi ankommer til Lazise og Camping Du Parc ved middagstid.
Vi har reserveret en plads og får hurtigt tjekket ind og monteret de blå armbånd, der skal bevidne, at vi er betalende gæster på den store campingplads - og som kan lukke os elektronisk ind og ud af lågerne til pladsen.
Straks værre er det med at få vognen på plads. Det har simpelthen regnet så meget, at mudder er en udfordring på samtlige standpladser. Den plads vi har fået tildelt er dog helt
umulig. Der er så sølet, at jeg er grædefærdig. Her har jeg glædet mig som et barn til juleaften over at skulle tjekke ind på velkendte Du Parc efter ikke at have været her i 5 år. Det er ganske enkelt ej heller muligt for Jimmy at bakke vognen på plads på grund af hjulspind i mudderet.
Jeg er så ked, at jeg nærmest bliver vred - men heldigvis er jeg gift med en venlig og tålmodig mand, der - inden jeg når at få åbnet mundet - venligt forklarer problemet i receptionen og på høflig vis spørger, om det måske er muligt at få en anden plads. Og selvfølgelig er det muligt. Vi får en langt bedre plads tildelt, fortsat mudder og vådt, men i vater og med søkig og vi kan få vognen på plads. Hurra for altid rolige Jimmy.
Og så er det en tur ind i byen. Vi finder straks et kendt sted, hvor vi slår os ned, nu i solskin, og bestiller en Aperol - alt er godt.
Ved vores kendte slagter køber vi bøffer og grillspyd med hjem - salat og tomater ved grønthandleren og tilbage ved vognen sætter vi borde, stole og grill op - det er sol og godt vejr - og sommerstemningen indfinder sig for alvor.
Lørdag 13.05.23 starter fortsat med fint vejr.
Vi finder cyklerne frem og cykler op langs søbredden til Bardolino og til Garda. Her er så betagende smukt. Det grøn-blå vand, de mange skyer og bjergene i baggrunden - man kan næsten ikke få nok af synet.
Både Bardolino og Garda har vi besøgt tidligere og de er som de øvrige byer ved søen charmerende og fulde af turister, små butikker og restauranter. Det er en befærdet rute langs vandet med masser af både gående, løbende, cyklister og hunde. Folk er kommet ud i det gode vejr, der unægteligt giver smil på alles læber. Vi snor os fint gennem mylderet og tager lidt hvil undervejs, mest for at nyde både sol og udsigt.
Det er virkelig varmt i solen og vi får tilbagelagt i alt 17 km på denne tur.
Tilbage i Lazise spiser vi sen frokost på torvet. Spaghetti Carbonára til mig - og pizza til Jimmy - kolde øl til os begge. Vi bliver næsten skuffede, da restauranten ruller deres store markise ud for at skærme mod solen, men der er nu ganske rart og fornuftigt med lidt skygge.
Vi griller et let måltid til aften og så kommer skyerne og med dem regnen. Hold op, hvor var vi heldige med en hel dag i sol og varme.
Det regner hele natten.
Søndag 14.05.23
Vaskedag fra morgenstunden. Egentlig har vi rigeligt med tøj med, men sandt at sige, så er sommertøjet ikke blevet brugt meget, hvorimod de langærmede t-shirts og cowboybukserne med fordel kan klare en vask og dermed bistå os med en lidt varmere påklædning, hvis vejret fortsætter med de køligere varmegrader. Vi samler vasketøjet, vaskemidlet og euro-mønterne - 4 af slagen for en maskinefuld og 4 til tørremaskinen. Imens maskinerne snurrer bager vi atter en gang brød i Omniaovnen.
I dag er det regnvejr. Det er også en dag, hvor der er stor udskiftning på pladsen - og vi får nye naboer - et dansk par med campingvogn - helt hyggeligt at småsludre på dansk her, hvor alt sprog hovedsageligt er tysk eller italiensk.
Vi går en tur i byen omkring middag - jeg nyder synet af alle de smukke roser....er bare nødt til at vise jer dem alle herunder (her synes Jimmy, at jeg er lidt fjollet) - vi nyder dagens Aperol og gråspurvenes tillidsfulde tilstedeværelse blandt cafébordene.
I silende regn shopper vi lidt forskelligt hos Spar-købmanden på gaden, går hjem og deler en flaske vin og til aften henter vi PIZZAER - tjek, ved pizza - og uha, de var gode.
Og således gik en søndag og en weekend i et tempo, hvor vi befinder os godt og på et sted, hvor vi elsker at være. Vi ser frem til de næste 5 hverdage her i Lazise og om det regner eller solen skinner, så vil vi nyde det.
Comments