Midsommerweekend
- Anne Jensen
- 26. jun. 2023
- 7 min læsning
Opdateret: 27. jun. 2023
Du danske sommer jeg elsker dig.....
Høj solskin og 28 graders varme - lad os komme afsted.
Vi har altid autocamperen stående klar og parat i "startboksen" og med få greb og en let plan, så kan vi meget hurtigt trille afsted ud ad vejen - og det gjorde vi så fredag eftermiddag.
Dagen før, torsdag morgen, havde vi sat strøm til vognen således, at køleskabet var køleklar.
Torsdag aften havde vi handlet ind til en god grillbøf og mad til weekenden, fået pakket lidt tøj, kamera og elektronik.
Og så lige en enkelt arbejdsdag mere. Fredag, tidlig op og afsted på job - for mit vedkommende afsted med toget, hvor jeg sidder og arbejder, svarer på mails, planlægger og mødeforbereder, klarer telefonsamtaler - og ved ankomst til Kbh., tjekke ind til dagens aftalte møder. Og så, retur igen, atter med fuld gang i pc og telefon - springe af toget i Holbæk med pc'en under armen, blive hentet af Jimmy og så hurtig hjemad mens vi vinker til alle de glade studenter i deres pyntede vogne - smide arbejdstasken af på hjemmekontoret - hoppe ind i autocamperen mens fredagens sidste arbejds-telefonsamtale klares - og så, kl. 14.00 er vi på vej.
Inden jeg er kommer hjem har Jimmy "taget strømmen", fyldt lidt frisk vand på tanken, åbnet vores hegn så vognen kan komme ud....og en del andre små, men vigtige ting i løbet af ugen, såsom sørget for, at begge vores el-cykler er fuldt opladet.
Jeg er den, der har de længste arbejdsdage og det er absolut ikke hver fredag, at det kan lade sig gøre at komme tidlig på weekend. Begge har vi travlt med mange komplekse arbejdsopgaver på vores job - og det kræver lige lidt mental omstilling, når man lander efter en hektisk arbejdsuge - mon ikke det gælder for de fleste af os på arbejdsmarkedet.
Det er spændende at tænke på, hvordan vi vil forvalte tid og liv, når vi om en overskuelig årrække slipper arbejdet og overgår til fritid på fuld tid. Det er dejligt at tænke på.
Vi valgte at køre til Nykøbing Sjælland lystbådehavn. Det er en kort tur og det er en skøn stellplads med plads til 10 autocampere og naturligvis adgang til alle de fællesfaciliteter, der er til lystbådehavnen. Vi er ret vilde med havnemiljøerne og virkelig glade for, at der så mange steder i Danmark er lavet disse muligheder for autocampister.
Vi tjekkede ind kl. 14.30 og for en pris på 360 kr. er vi logerende her til søndag middag med mulighed for at bruge alle services til vognen såsom strøm, vand, tømme spildevandstank og toiletkasette inden vi køre hjemad igen. Vi kan benytte sejlernes toiletter og baderum, køkken, fællesrum, vaskemaskiner, containergård og fra egen parkeringsplads med "gårdhave" lige uden for vognen er der udsigt til alle lystbådene og havnemiljøet.
Fredag eftermiddag blev brugt til ren afslapning, en kold øl og et glas vin, benene op, småsludre med medcampister og så til aften en god, grillet bøf.
Det er Sankt Hans aften - og det er en smuk aften, selv uden bål. Det dejlige ved campinglivet, uanset om det er i telt eller vogn, det er, at man er meget ude. Synet af de smukke skyer med et strejf af solnedgangen er det, jeg tager med efter aftenens sidste gåtur.
Der var "ro i autocamperlejren" ved 22.30-tiden og de Sankt Hans-festende folk, der grillede og hyggede sig ved havnens fællesarealer forstyrede på ingen måde mit sovehjerte.
Jeg sover som regel pragtfuldt, når vi er afsted. Vognen er total mørklagt og temperaturen kølig og med en fornemmelse af velvære og frihed, så indfinder roen sig på magisk vis.....'du tænker bare på at sove....'







Lørdag morgen stod vi op til lærkesang og solskin.
Efter god tid til morgenkaffe, grill-varmede grovboller med dejlig ost, en Gammel Dansk til Jimmy og et bad i de gode toiletbygninger, fandt vi el-cyklerne frem.
Vi cyklede en tur ud til Rørvig. Der er 9 km ud til havnen fra Nykøbing Havn, en strækning der er meget passende på vores gode cykler, der jo så let som uden at give os sved på panden kører lidt over 25 km i timen.
Rørvig Havn på en sommerdag er altid en fornøjelse. Op langs indkørslen til parkeringspladsen lyser de små hytter op med al slags farvestrålende brugskunst, vattæpper, keramikkopper, smykker, akvareller, tasker og legetøj.
Bilerne holder i kø for at komme med færgen til Hundested og i det lille strandareal ved færgen sopper børn og bedsteforældre, mens mange andre børn ligger på maverne på bådebroen for at fange krabber. Andre igen sidder på borde/bænkesæt og spiser is eller franske hotdogs. Fra de lækre fiske-butikker, restauranter og caféer breder der sig en duft af dejlig mad. Synet af store, roterende grill-gårdkyllinger, der sælges for 149 kr. får næsten overbevist mig om, at jeg er sulten, men vi gemmer hovedmåltidet til senere. Jeg køber en skøn Chailatte ved den hyggelige lille kaffevogn - Jimmy finder sig en kold milkshake og så sidder vi og nyder synet af færgernes færden frem og tilbage mellem Rørvig og Hundested, skibet Marianne F, formentlig med turister på tur i Isefjorden, sejlbåde, der elegant lægger til i lystbådehavnen og glade mennesker på sommerudflugt, værende tilstede lige nu og her og tilsyneladende uden tanke for uro i verden eller travlhed på jobbet.
Vi cykler "hjemad" igen og tager et stop i Nykøbing by, der også oser at sommer. Der er gårdhavestemningen, kolde fadøl, is og salg af danske jordbær til den famøse pris af 50 kr. pundet. Vi handler lidt til frokost i brugsen og kommer fordi en isbod med Isøre-is og så bliver vi simpelthen nødt til at købe en is - og hold nu op, hvor de smager skønt. Jeg vælger to kugler, en med solbær og en med saltkaramel, Jimmy får nougat og saltkaramel og efter et lille hvil i solen så cykler vi mod lystbådehavnen og stellpladsen, hvor vi "bor".
Efter frokost og siesta i solen får vi besøg af Alma, Sisse og Patrick. Alma kaster sig i armene på mig - vi har savnet hinanden. Vi sludrer om ugen der gik. "Nå, og du har lært at gå selv nu, wau, du er dygtig". Og Alma griner - hun er helt med på, hvad vi taler om. Vi catcher op alt det, vi lige skal have på plads - indholdet i min lille taske, børnesange på min mobiltelefon, mine briller osv. - og så går vi en tur med klapvognen. Vi behøver virkelig ikke gå så langt, for der er meget at opleve, når man er 1 år og ens mormor har tid til at tale om det alt sammen. Vi ser på ænderne i vandet, fuglene på himlen, flagene på lystbådene, børnene, der leger, vandet som vi tror er koldt - "Uh, der er koldt", sige vi - og Alma griner og skutter sig. På den lille legeplads ved ishuset er det en oplevelse af de helt store at se på de andre børn, der gynger, løber rundt og griner. Som altid er små børn vildt fascineret af andre børn - dét der med at iagttage "små mennesker", der opfører sig anderledes end de voksne, som man normalt omgås, der er spændende.
Alma prøver for første gang at rutsche og med det privilegerede barns fantastiske opbakning til livet, står vi fire voksne omkring hende og nyder legen, fjoller, opfordrer Alma til at kaste sig ud på den "vilde" rutchetur og jubler, når hun fuldfører processen. Hvis bare alle verdens børn blot måtte oplever en brøkdel af denne voksen-kærlige opmærksomhed, men sådan er det næppe. Alma får dog vores og min ubegrænsede opmærksomhed og kærlighed og det er så mangfoldigt givet igen - jeg er ved at revne at lykke, når Alma så tydelig viser sin tillid og mormor-tilknytning - og nu siger "mormor", igen og igen, når vi skal være samme eller lige har været sammen.
Efter Alma-besøg nyder vi den sidste eftermiddagssol, mens vi samler op på nyhederne fra Rusland. Det er ikke helt nemt at forstå, hvad der foregår. Når verdens store, vrede mænd slås, så kan alt jo ske. Det er tydeligt selv her i vores lille autocamperverden at alle følger med. TV-apparaterne er tændt og der lyder "nyheder" fra flere vogne. Vi er 10 familier i hver vores autocamper og af godt blandet europæisk herkomst. Nok er vi langt fra verdens uro, men vi ved, at noget ulmer i Rusland, noget, der let kan få betydning for os alle.
Aftenen sluttes af med endnu en god, grillet bøf, nye kartofler, salat og rødvinssovs.
Hundefolket lufter de firbenede på de grønne arealer, jeg nyder et glas Rosé, skriver lidt på bloggen og lytter til sommeraftenes stemmer omkring mig. Det har været en pragtfuld dag og den er ikke slut endnu.









Søndag morgen er varm og solrig. Vi nyder morgenkaffen ude og går den sidste tur rundt om lystbådehavnen. Varmen slår os i møde - det er virkelig dansk sommer, når det er bedst.
Vi pakker grill, stole og bord sammen og efter at have tømt div. affaldsvæsker af vognen, så triller vi hjemad.




Det er fortsat søndag og weekend og vi er så heldige at få besøg af Alma igen - denne gang får vi lov at have hende for os selv hele eftermiddagen. Alma er i hopla. At spise rugbrødshapser med gaffel er i dag det store hit og i dagens anledning er der en juicebrik med sugerør til. Der bliver spist godt igennem og herefter følger et naturligt behov for bleskift i stort samarbejde med Alma, der synes at tænke 'jeg må hellere vise, hvordan den slags skal gøres'. Så er det tid til en gåtur til legepladsen og hjemme igen leger vi i haven til mor og far kommer og henter en godt træt Alma. Det er med tårerne løbende ned ad kinderne at Alma drager hjemad - armene rækker ud mod mormor - godt det snart er ferietid, så vi kan rigtig kan få nydt hinanden.


Og ferietiden nærmer sig.
Jeg har fået indkøbt en stak nye fagbøger til herlig ferielæsning og nåede lige at få dem hentet i pakkeshoppen, da vi kom hjem - og jeg har downloadet romaner og krimier på Mofibo. Så kan det regne eller være bagende varmt....jeg har masser af god underholdning at se frem til.
Nu er en herlig weekend slut og jeg er klar til mandag morgen med god energi til endnu en dag med alt, hvad der venter at skybrud og gode arbejdsopgaver.

Comments