Skønne have
- Anne Jensen
- 27. maj 2018
- 1 min læsning
Efter næsten 4 ugers campingliv var det skønt at komme hjem igen. Og i morgen er det mandag og dermed er det hverdag igen - vi er klar.
3 dages slid i haven har fået den til at se ok ud igen. Vores staudebed er godt nok voldsomt invaderet af Skvalderkål, der kommer inde fra arealet på den anden side af hækken, hvor et stykke jord, bagsiden af sygehusets park, har Skvalderkål i meget store mængder. Før i tiden blev det holdt med gartnernes slid og omhu, muligvis også med en god portion ukrudtsmiddel. Nu er ingen af delene i anvendelse længere, og derfor er det næsten umuligt for os at bekæmpe den smukke og seje ukrudtsplante. Vi har døbt bedet "vildmarken" og smukt ser det faktisk ud med stauder og skvalderkål i blomst - og det er vel det vigtigste.
Krukkerne er plantet til, drivhuset er ordnet, vasket og "kalket", tomat- og agurkplanter er plantet og ser allerede godt tilfredse ud. Bedet foran vores hus har også fået en omgang. Klatreroserne er lige ved at springe ud nu, Lavendlen ligeså, Morgenfruerne er sået og de allerede visne tulipaner er fjernet. Terrassen er ordnet og sørme om jeg ikke fandt et lille Oliventræ i Rema. Efter 3 uger omgivet af Oliventræer i Italien så er det lidt hyggeligt også at have ét herhjemme.
Nu er det bare at få fundet arbejdstasken frem, tjekket mails og aftaler - og togplanen, ikke mindst - og så afsted med os i morgentidlig - og når vi kommer hjem, så venter sommeren i haven og på terrassen.











Kommentarer