Weekend i Sunds og Silkeborg
- Anne Jensen
- 19. okt. 2024
- 4 min læsning
Én gang om året skal autocamperen gennem fugttest og gastest. Dels er der noget sikkerhed og dels noget garantimæssigt, der skal overholdes. Vores forhandler, Campingspecialisten, ligger i Silkeborg og vi benytter lejligheden til at holde en god, lang weekend i det smukke område.
Fredag ankommer vi ved 18.30 tiden på Sunds Autocamper-plads.
Vi har været her før. Her er rent og pænt, skønne p-pladser/stellpladser, skøn service bygning med alt, hvad man kunne få brug for. Vi har booket pladsen på forhånd, fået tilsendt kode til indkørsel og servicebygninger og kan på denne måde blot køre ind, parkere vognen og nyde opholdet. Alt betales via bookningen, også vores brug af bad i morgen tidlig….lidt mere luksuriøst end når vi bader i vores vogn.
Vi laver en lækker salat og varmer noget dåsemad og wupti, så er er aftensmaden klar. Vi drikker et godt glas medbragt hvidvin og nyder fredag aften med god musik og ren råhygge i vognen.
Lørdag morgen sover vi længe og starter dagen med at brygge kaffe. God, medbragt specialkaffe, hele bønner nøje vejet af, frisk- og håndkværnet på vores SILBERTHAL kaffekværn og tilberedt med den rette mængde vand på gammeldags bryggemetode i vores lille glaskaffekande. Det er den vildeste luksus at staret dagen med en rigtig god kop kaffe - nørdet og detaljeret....fokuseret: https://youtu.be/-oaRkCUsCIo?si=xogvBhwDGpsewWXs
Andre gange snupper vi en kop Instakaffe eller en kop te, mere nørdede er vi nu ikke.
Efter kaffe, morgenmad, naturligvis med en Gammel Dansk til, morgenbad og opdatering på dagens nyheder, drager vi af mod Silkeborg.
Vejret er flot, vindstille, solen er på vej frem og de gyldne efterårsfarver lyser op omkring os.
I Silkeborg parkerer vi ved Kalgårdsø https://park4night.com/en/place/168564 med udsigten til de smukke springvand ude i søen.
Vi går en tur gennem byen.
Silkeborg er en skøn by. I dag i efterårssolen lyser vildvinen op på murene af de smukke, gamle bygninger.
Særlig gør det gamle rådshus på torvet sig bemærket. Her har Bang & Olufsen butik, showroom og museum.
Ved torvet ligger også Silkeborg Kirke.
Bylivet med torv og masser af gågader, caféer, restauranter og butikker er som skabt til at vandre rundt i og i dag, lørdag, er der boder på torvet med friske fiskevarer, slagtervarer, ost, blomster mm. Jeg kommer nærmest i julehumør med alle de nylige opsatte julevarer.
Vi shopper lidt og handler ind på torvet og efter et par timer går vi tilbage til camperen og kører videre mod den campingplads, vi har booket os ind på for den næste nat.
Vi sender en tanke til byen, der byder autocampister velkomne med gode parkeringsforhold - for vores vedkommende har vi kvitteret med støtte til byens handelsliv.....tænk om vores hjemkommune kunne lære lidt heraf.
Ly Outdoor Camp ligger ved Gudenåen. Det er en virkelig hyggelig campingplads.
Der er autocamperpladser til vores brug. Vi parkerer, sætter et par kiler under forhjulene og så er den i vater!

Efter en skøn frokost går vi en tur ned til Gudenåren og fortsætter ind gennem skoven langs med åen.

Ved Silkeborg Motorbaadeklub er der et leben af sejlere, der er ved at tage deres både op. Sæsonen er slut, vi ser det i øjnene, og trods denne fine efterårsdag kan det hurtigt vende til storm og høje vandstande.
Langs Gudenåen er der masser af smuk natur og vandrestier. Vi kommer forbi små åløb, der er indrettet til bådpladser, forbi mindesmærker og Friluftsscenen ved Indelukket.
Vi er meget tæt på Jorn Museet, AQUA Akvarium og Dyrepark - steder vi må besøge en anden gang - og flere af de smukke søer. I morgen skal vi i alt fald en tur til Almind Sø, badesøen med de smukke badebroer, inden vi kører mod Campingspecialisten for at aflevere vognen.
Vi spiser sen middag - slagterens færdiglavede hakkebøffer varmes i Airfryeren og endnu et godt glas vin nydes mens vi ser tv-serier på hver vores devices. Jimmy ville falde i søvn til "Sygeplejeskolen"....der skal lidt mere action til at holde ham koncentreret, og jeg har mange afsnit at indhente, så sådan indretter vi os med skærmunderholdning.
Efter endnu en skøn nattesøvn vågner vi op søndag morgen til smådryp på taget. Det klarer dog hurtigt op og efter den igen tidligere beskrevne morgenkaffe-seance med hertil morgencomplet er vi klar til at drage videre.
I fuld sol og under blå himmel kører vi til Almind Sø søndag. Vi går gennem den smukke efterårsklædte skov og følger stien langs søen, indtil vi når frem til Vestre Søbad.
Der bliver næppe en smukkere dag til at skue ud over søen og de ikoniske runde badebroer end i dag. Vandet er friskt, klart og blikstille og jeg lover igen mig selv, at jeg skal have gang i helårs-badning. Mange kom målrettet til stedet for at få en dukkert og en svømmetur - andre for blot at nyde vejret og synet af Danmarks natur, når den er smukkest.
Efter en skøn skovtur drager vi videre mod målet for denne weekend. Vi har parkeret vores personbil på en p-plads ved campingforhandlen. Vi pakker tøj, it-grej og madvarer fra camperen, smører en madpakke til hjemturen og får læsset alt over i bilen og så er det tid til at overlade camper-nøglen til værkstedet og forlade vores ferie-bil for en uges tid.
Vi drager hjemad med følelsen af igen at have haft en fantastisk weekend. Dét dér autocamperliv gør nu noget rigtig godt for os…heldige os.
Comentários