top of page

Én gang campist.....

  • Forfatters billede: Anne Jensen
    Anne Jensen
  • 26. sep. 2021
  • 3 min læsning

Vi solgte campingvognen i foråret 2020. Og det var den rigtige beslutning. Mange gode ture til alle ender af landet, mange lange køreture på de Europæiske motorveje og landeveje, fantastiske timer sammen, oplevelser, nærvær og tosomhed har den givet os. Og også mange timers koncentration ved rattet for Jimmy, der udelukkende var chauffør på det lange vogntog.

Vores campingliv har gennem årene udviklet sig fra iglo-telt og luftmadrasser til villatelt med stue og sovekabiner, videre til Combi-camp med luksusseng og integreret køkken/udekøkken, når vi var på farten, videre til det vildeste luksus i campingvognen med aircondition, gulvvarme og sofagruppe.

Og vi kan naturligvis ikke helt slippe passionen for at køre ud, køre afsted, være sammen, være dér, hvor vi gerne vil være, traske ud i naturen med kamera og kaffekande, køre ned til varmen, ud i udkantsdanmark, tjekke ind på de skønneste campingpladser - og nu også ind på de skønneste "stellplatz'er"på havnekajer, ved strande og byer.

Vi køber en autocamper!

Egentlig var planen den, at vores pensionsliv skulle rumme denne campingform. Men bl.a. Covid-19 tiden har givet os refleksion over livsværdier - hvad er det egentlig, vi gerne vil med vores liv, hvad er værdifuldt for os, sammen.

Så nu flytter vi fremtidsdrømmene tætter på og lever, mens vi lever - i stedet for at vente....fremtiden kender ingen af os.

I uge 40 indleder vi drømmen i en lejet vogn. Dels skal selve konceptet "autocamping" afprøves, og dels skal mærket "Benimar" testes. Er det nu den rette motor og størrelse for os - kan vi indordne os med både at bo og køre i samme funktion. Det er anderledes end med campingvognen på krogen - det ved vi - og indfrier det ønsker og behov - det skal afprøves.

Der er lang og noget usikker leveringstid, så det bliver forventeligt en 2023-model, som vi forventer leveres i forår 2023. Tiden indtil bruger vi nu på at afsøge markedet for den - for os - absolut bedste model, hvilket især handler om helt at afgøre, hvad vi vil have med på vores ture. Vi håber at blive endelig afklaret om ikke før, så på autocampermesse i Fredericia i november måned.

Vægt er helt centralt i autocamper-verdenen. Vi ønsker ikke at overskride 3500 kg, da vi begge skal kunne køre den med almindeligt kørekort. Jimmy har godt nok stort kørekort, men en af værdierne er, at vi begge skal kunne køre vognen med vores nuværende kørekort.

Med max vægt på 3500 kg. begrænses frivægten, så i forberedelserne inden vi får bestilt vognen, så er det helt afgørende at være bevidste om, hvad vi ønsker, at vores ture skal rumme, f.eks. medbragte el-cykler der jo vejer godt til, samt hvilken indretning vi finder egnet til vores behov. Og hvor vil vi køre og på hvilket tidspunkt af året - og ikke mindst, hvor skal vognen parkeres, mens vi er hjemme og nødvendigvis passer vores gode jobs.

Vi har indtil videre besluttet os for en model fra det spanske markedet, Benimar, da den er udstyret, så den også kan klare kulde og frost i norden og derved give os muligheder for at køre ud hele året igennem, noget vi ikke gjorde med campingvognen.

Vognen kan stå i vores indkørsel med ganske få ændringer af denne og den kan stå pakket og klar til afgang = ikke pakke ud og ind i den grad, som vi gjorde det med campingvognen ved sæsonskift.

Økonomisk har vi prioriteret benhårdt således, at vores pensionsliv ikke påvirkes af store lån og således, at vi fortsat har råd til også at køre afsted i vognen samt leve dét liv, vi plejer.

Alt dette giver os så meget fællesskab og glæde - vi kan noget sammen, vi vil noget sammen, vi glæder os sammen. At være klar på værdier, at drømme, at muliggøre drømme - det er livsvigtig, tror jeg. Det beriger mit liv, giver fantastisk energi og jeg oplever mig meget privilegeret.

Man kan, hvad man skal - og man kan, hvad man vil - og når man kan, så skal man.
















Commenti


  • White Facebook Icon
  • White Instagram Icon

© 2018 by Anne Jensen

bottom of page