Haveweekend i kørestol 29.05.21-30.05.21
- Anne Jensen
- 30. maj 2021
- 2 min læsning
Opdateret: 31. maj 2021
Hvor har det været en skøn weekend. Denne sidste weekend i maj viste sig for alvor som sommerens første. Og vi flyttede ud i haven igen, igen, igen. Havestole og hynder kom på plads, et par nye parasoller fik vi købt og et par kasser sommerblomster blev det også til. Vi har spist alle weekendens måltider ude, smurt os godt ind i solcreme og virkelig bare nydt solen og den blå himmel.
I denne weekend er det 11 uger siden, at jeg kom til skade og brækkede hælknoglen. Ugerne har været intense og især følelsen af at være spærret inde i stue, køkken og badeværelse har til tider givet mindre sjove dage. Med sol og varme, åbne døre og en hel terrasse, ja have, for jeg kan også godt komme rundt på græsset i kørestolen, hvis jeg knokler godt på, så udvider mit areal sig betydeligt og det giver bevægelsesfrihed, lykkefølelse og en skøn træthed i kroppen over at få brugt den. Jeg kan nu fint suse en tur ud på fortorvet selv i kørestolen og jeg træner ihærdigt med krykker, også udenfor - tror jeg kan gå ca. 10 meter nu uden at lægge vægten på foden for alvor, for det kan jeg ikke endnu.
I denne weekend har jeg været med på planteskole i kørestolen to gange, vilde sager, men jeg er også godt selvkørende, sålænge min dejlige mand giver et skub, når bakkerne bliver for høje og kørestolen skal løftes ind og ud af bilen. Det lader sig fint gøre at komme lidt ud i verden, der heldigvis åbner sig mere og mere op igen, ikke kun for mig.
Haven dufter af det vildeste forår. Syrenerne og hylden forøger at overgå hinanden og inden længe vil jasminen støde til. I bedene står purløgene med blomst, akelejerne blomstrer, de tidlige margueritter stå på spring, nyserod, løvefod og forglemmigej og engblommen lyser op i det grønne staudebed.
Mælkebøtten forlader nu scenen på sin kunstfærdige måde sammen med tulipanerne. Næste spiller i haven er rosen. Åh, hvor er det meget at glæde sig til.















Kommentarer