Vil du hente mig i børnehaven, mormor
- Anne Jensen
- 23. mar.
- 2 min læsning
I dag var det Alma-eftermiddag. En klar aftale var indgået i går, søndag. Alma skulle hentes af mormor i børnehaven. Jeg var blevet sat stævne kl. 13.00 - mens Alma var ude på legepladsen - ikke før og ikke efter.
Præcis kl. 13.00 tjekkede jeg ind på legepladsen - en kæmpe en af slagsen med masser af forskellige arealer og i flere niveauer. Heldigvis var jeg ventet, så ret hurtigt kom en knap 4-årig med lilla hue og nye kondisko susende mig i møde. Efter et kæmpe knus gik vi på jagt efter drikkedunken, der skulle med hjem - og vi fandt den. Og så var det afgang. Hånd i hånd med en hoppe-glad snakkende pige, der var meget hurtig til at svare, da jeg spurgte, hvad vi skulle lave. "Jeg synes, vi skal spise is". Og det var da en glimrende idé.
Vi kørte ind til Holbæk og ved havnen fik Alma øje på et is-skilt. Vi parkerede og gik ind på havne-caféen og bestilte softice med Tivolikrymmel og flødebolle og så sad vi her og hyggede os og talte om, hvad man ellers kunne spise her, hvorfor de mon havde et fjernsyn og hvorfor vi kunne høre mågerne så meget, når vi sad inden for. Spørgsmål, spørgsmål, spørgsmål. God tid til at opleve og tænke og samtale. Vinduet for viden og dannelse er helt åbent og hvor er det fantastisk at være med på sidelinjen hertil.
Efter isen ville Alma gerne gå tur på havnen. Vi satte os først og så ud over fjorden, lyttede til bølgerne, så på ænderne og på Almas Tuse Næs på den anden side af vandet. Og så gik vi rundt om havnen og så på bådene, så på skibe under reperation lagt op på land og jeg svarede så godt, jeg kunne på de mange spørgsmål. "Mormor, hvorfor synker bådene ikke", et fantastisk spørgsmål fra en knap 4-årig.
Efter en tur rundt i havnemiljøet mente Alma, at det var tid til at købe noget nyt tøj. "Jeg har faktisk kun gammelt tøj", proklamerede hun. Og så måtte vi jo gøre noget ved det. Alma har helt klart smag for glitter og glamur. De meget flotte cowboybukser med hjerter på vakte ikke interesse, men vi fandt dog en flot kjole med leggings til - og naturligvis et sæt magen til, til lillesøster Liva.
Når vi nu var på shoppingtur, så mente Alma at vi også skulle i bogbutikken. Bog og Idé er vores yndlingsbutik på Ahlgade. Blandingen af bøger og legetøj mm. gør, at der altid er noget spændende at kigge på. Alma valgte en lille enhjørning til samlingen og bestemte, at lillesøster Liva skulle have en lille kanin.
På vej tilbage til bilen var Alma igen sulten. Jeg foreslog en fransk hotdog. Det mente Alma bestemt ikke, hun kunne tåle, så vi kørte omkring McDonald og bestilte en cheeseburger til den sultne pige. Fra bagsædet lød det højt ved bestillingen: "Der skal ost i" - bevidste forbrugere ytrer sig selv i en ung alder :-)
Herfra gik turen ud til morfars arbejde for at hente ham - og så var det hjem til Tuse Næs. Jeg tænker tilbage på en skøn eftermiddag.












Kommentarer